Mens tilmeldingen for Palby Fyn Cup 2020 nu er i fuld gang, så er det også blevet tid til et kort review på sejladsen i 2019.

Torsdag aften var, vanen tro, det sociale i højsæde. Vi mødtes alle over en god kop øl og årets sejlads blev diskuteret. Hvilken vej rundt, fok eller genua, rig trim, gaster osv., listen har ingen ende, jo der blev ”sparket dæk” og en rigtig hyggelig aften var det :-)

 

Med 20 x-99 på startlinjen i vores egen start og en vejrudsigt, som lovede frisk vind var der lagt op til en spændende sejlads fredag morgen.

Med udsigt til kryds mod Lillebælt og 10 m/s var der bred enighed om at starte med fok (på nær én).

FynRundt maxx1

Selve starten var gentlemand-agtig og de fleste valgte en lidt konservativ, men sikker start, så man ikke kom i farezonen for tyvstart og tids straf. Der blev ikke sejlet for tæt og der var plads til alle i den friske vind, sådanne skal det være.

På vej mod Lillebælt stod det klart at to både skilte sig ud fra resten af feltet. Mille DEN 517 og Rosa-Lux DEN 520 trak stille og roligt af sted og var først i Lillebælt.  Lillebælt bød på modstrøm og flovende vind. Det var kryds under land, med det ene øje på dybden og det andet på bådene omkring dig. Tæt sejlads og mange vendinger og en lille grundstødning hist og her, det er nøgle ord for Lillebælt. De mange vendinger fik gasterne til at prise sig lykkelig at vi ikke startede med genua…men snart skulle fokken skiftes i stedet for.

Med slæk på skøderne ud af Lillebælt og med fokken skiftet til genua, blev kaffen sat over. Det var tid til et åndehul og lidt velfærd, men som vanlig lige når kaffen er i koppen, begyndte den engagerede gast at snakke om, at der snart kunne bæres spiler. Det var på grænsen…måske...vi prøver…og det gik…næsten…næsten uden at ligge ned et par gange, men vi kom til det sydfynske….med kaffen i bunden af cockpittet.

Efter runding af Sønderhjørne ved Fåborg gik kursen gennem det sydfynske. Slæk på skøderne og herlig sejlads, der var tid til kaffe og mad. Men langsomt friskede vinden og blev efterhånden temmelig frisk og helt plat. Det gav anledning til to cifre på loggen og herlige surf på bølger. Men vi og flere andre havde ikke trænet nok til den slags sejlads og begyndte så småt at få problemer med balancen. En enkel valgte at sende et par mand over bord efter de væltede, men hurtig fik de vendt rundt og samlet op, godt gået, og vi håber at høre hele historien til dette års fyn rundt.

FynRundtMaxx2

Svendborgssund bød ikke på meget dramatik og op langs Langeland og mod Fyns Hoved var vinden flovet, til let skiftende og til tider meget let. Vi valgte taktikken med at falde en smule i pustene og skære lidt når den flovede og det gav pote. Da vi nåede Fyns Hoved havde vi fat i nr 3. DEN 297 Experience og god afstand til de bagvedliggende både. Der var blod på tanden for kampen om 3. pladsen og med et herligt kryds over Nordfyn var gejsten høj. Det blev nu aldrig et issue. Experience var på den store klinge og det var vi ikke. De lagde afstand og vi blev aldrig den trussel til en podie plads, som vi havde håbet.

Længere fremme kæmpede Rosa-lux og Mille om førstepladsen. De var så langt foran, at vi knap kunne se dem, men vinderen blev DEN 517 Mille for andet år i træk, og et stort tillykke her fra.

Palby Fyn Cup 2020 nærmer sig, tilmeldingen er åben og igen er X-99 allerede godt repræsenteret. Vi er tilmeldt, for det er pokkers hyggeligt, lærerigt og sjovt, så lad os ses.

Se også en kort film med highlights fra Maxx  https://www.youtube.com/watch?v=Nrs5Ye6C6tQ

Med sejler hilsen

DEN 467 - Maxx

Go to top